Hovedgaardsjorden har fra gammel tid ligget samlet omkring gården, omkranset af det flere kilometer lange hovdige.

En allé af gamle asketræer fører fra vest ind til gården, der ligger midt inde på marken.
I baggrunden – mod øst – ligger Nederskoven i et bredt bælte langs kysten.

Jorden syd for gården er én stor jævn mark med et svagt fald mod engen i nordøst.

Marken ligger 25 meter over havet og strækker sig helt ud til de høje lerskrænter ved stranden.

Mod nord ligger markerne rundt om den 16 ha store Kærskov.

Jordbunden varierer fra den sværeste lerjord længst mod vest til lettere jord over mod Nederskoven i øst.

Rundt om på markerne ligger flere remiser, hvor vildtet kan søge skjul.