Da Kancelliraaden var bleven gift havde hans unge Frue indført flere nye Skikke, blandt andet havde hun faaet anskaffet nogle Spyttebakker. Hun holdt ikke af at Mændene, naar de sad og røg og drak, spyttede paa hendes renskurede Gulve.

En Dag kom en Frisisk Studepranger kørende for at købe de 150 staldfedede Stude, som var tjenlige til at sælges. Det var en brysk og pengestærk Herre som der skulle tages godt imod, det gjaldt jo om at faa saa god en Pris for Studene so muligt. Han blev budt ind og fik et godt Glas til at begynde med og Ild paa Merskumspiben. Dette gav Væde i Munden og han spyttede den ene Klat større end den anden hen ad Gulvet.  

Da Fruen havde set paa dette nogen Tid, satte hun en Spyttebakke hen til ham og bad ham bruge denne. Dette blev meget unaadigt optaget af Prangeren.

Han sagde ”I kan godt beholde jer Spyttebakke selv lille Madam, æ spytter helst paa fri Haand”. Og saa spyttede han en ordentlig stor Klat paa Gulvet, lod sin Kusk spænde for og kørte af Gaaarde, der blev altsaa ingen Stude solgt denne Gang.