Kammerraaden og Provsten havde en Mand i Horsens, 2 Gange om ugen, han hed Markus, var lille og klejn men meget rask til Bens.

Han tog ogsaa Bud med for andre Folk. En Gang skulde han købe noget Gullerodsfrø til en Kone i Østrup. Det glemte han, men paa Hjemvejen kom han forbi nogle Faar der stod tøjret i Vejgrøften, han fik nu en god Ide, han lavede et Kræmmerhus, samlede nogle af de tørre Faaregnallinger op, smuldrede dem med Fingrene, saa kunde dette godt ligne Gullerodsfrø, dette kom han i Kræmmerhuset og afleverede til Konen, saa var den klaret.

Nogle Dage efter kom han ind til Konen og hun bød ham Tobakskassen han skulde da endelig stoppe sin Pibe, det vilde Markus gerne. Men da han havde faaet Ild paa Piben, begyndte han at harke og spytte, det smagte væmmelig og lugtede endnu værre.
”Uha”, sagde Konen, ”jeg har da vist taget fejl og kommen Gullerodsfrøet i Kassen i Stedet for Tobak”. Saa vidste Markus at han var opdaget.

Markus Post blev ogsaa sendt til Horsens efter Medicin til Fattiglemmerne naar det havde Hastværk, en saadan ekstra Tur fik han en Mark for. Til at begynde med fik han Pengene forud, for at have en Tærreskilling paa Rejsen. Men det gik ikke i Længden han drak alle Pengene op og det varede for længe inden han kom med Medicinen.

En Gang sad han i Sejet Kro og fik sig en Dram for de sidste Penge, da saa han at Provstens Kusk kom ridende i fuld Fart efter Horsens. Han kom nu i Tanker om at han havde faaet Besked om at skynde sig saa meget som muligt, om Morgenen da han gik fra Glud og nu var Dagen næsten gaaet.

Han fik nu vældig Fart paa efter Glud og naaede ogsaa Præstegaarden samtidig med Kusken, men Markus sprang over Havegærdet og ind gennem Havestuen, medens Kusken red uden om, ind i Gaarden. Markus kom altsaa først. Men det havde ikke hastet saa stærkt med at komme ind til Provsten, sagde han siden, for det første han fik da han kom ind var et Par gode Lussinger og derefter blev han skældt Huden fuld.

Efter den Tid fik han kuns 4 Skilling forud og resten naar han kom med Medicinen.

En Gang skulde han have en stor Kurv fuld af Konditorkager med til Jensgaard. Han kom da til at følges med Hans Degn der trak med en Ko. De blev saa enige om at Koen godt kunde bære Kurven med Kagerne saa var Markus fri for at slæbe paa den. Sejet Kro kunde de nu ikke godt gaa forbi. Koen bandt de ved et Træ mens de var inde paa Kroen. Koen rev sig imidlertid løs og løb sin Vej.

Endelig fik de da Koen fanget og kom til Vejs Ende.

Da Husjomfruen paa Jensgaard fik Kurven aabnet og set Indholdet efter, blev hun nærmest mere end fortvivlet over de meget ukendelige Konditorkager, og Markus fik ingen Ros.

Markus havde en Søn der tjente paa Jensgaard, han var for ung og spinkel til at høste og var derfor sat til at binde Korn op. En Formiddag gik hans Krat i stykker og han havde meget travlt med at få den lavet i Middagspausen.

Da han kom ud i Marken blev han skældt ud af Gustav Glud, der Forvalter paa Gaarden den Gang. Karlen svarede igen og det kom til Skænderi og Slagsmaal. Karlen fik da held til at ramme Gustav i Panden med sin Krat. Slaget var saa voldsomt at Gustav besvimede og Høstfolkene maatte bære ham hjem til Gaarden.

Markus Post var meget ulykkelig over det skete og gik op til Kammerraaden for at bede godt for Sønnen.
”Det skal du ikke tage dig saa nær Markus”, sagde Kammerraaden, ”det kan ikke hjælpe at vi tager os af hvad saadan et Par unge Hvalpe kommer op at toppes om.”

Gustav var vistnok kuns 17 Aar dengang. Gamle Jens Madsen som har fortalt dette, sagde at Gustav fik saadan en for Panden at han aldrig blev helt rigtig i Hovedet siden. Han havde vistnok ogsaa meen efter Slaget hele sit Liv, han havde i Perioder en meget slem Hovedpine.