Madame Karen Marie Hofman var enke efter Mathias Fogh.
Hun sad på Jensgaard fra 1716, da hendes mand døde, og til 1743, da hun afstod godset til sin søn, Kancellisekretær Thøger Hofman Fogh.

Hun så gerne, at hendes hovbønder viste hende passende hengivenhed. Efter søndagens gudtjeneste i Glud Kirke måtte de tage plads langs kirkegangen, fra portalen og ned til døren. Mændene på den ene side og konerne på den anden.

Når madammen så forlod kirken, gik hun ned imellem de to rækker og rakte armene ud, så alle kunne kysse hende på hånden mens hun skred frem.

Hun havde et par handsker hun altid brugte til dette og de blev efterhånden godt fedtede og uappetitlige.

Nogle bønder i Over Glud og Øster Bisholt var fri for at deltage i denne hyldest, da de ikke hørte under Jensgaard.

Jørgen Stougaard skal have sagt, at han ville hellere kysse en gammel so i rumpen end kysse madammen’s beskidte vanter.